Første stop til at forstå portierens væsen var ordbogens definition. Jeg kunne således slå fast i ”Ordbog over det danske sprog” (ordnet.dk) at portiere eller som det skrives her, portière, betyder et dørforhæng. Det er simpelthen et eller to gardiner, der fungerer som et forhæng foran en døråbning, enten med eller uden en fysisk dør. Ordet stammer fra det franske ord for dør, porte, og i Frankrig blev portieren kaldt rideau de Porte – som ordret oversat betyder dørgardin.
Idéen med portieren menes at være blevet importeret fra Asien, men der er stor usikkerhed om hvornår de anvendes første gang i Europa. Der findes dog tegninger fra det 14.-15. århundrede, hvor portierer optræder. Udover at være dekorativ, så havde portieren den vigtige funktion at minimere træk. Derfor var den også typisk lavet af tykt materiale såsom fløjl, brokade eller plys. Den sås ofte med en bando til at indkapsle gardinet, og var tit rigt dekoreret med frynser, klunker og pyntebånd – i hvert fald i de mere velhavende hjem.
Til de velhavende hørte i særdeleshed prins Valdemar, der var den yngste søn til kong Christian 9. og dronning Louise – og lillebror til prins Frederik, der siden som Frederik 8. efterfulgte deres far som konge af Danmark. I 1885 blev han gift med prinsesse Marie af Orléans og kort efter vielsen flyttede de ind i Det Gule Palæ. Prinsesse Marie dør i 1909, men prins Valdemar bor her til sin død i 1939. På dette billede fra palæet ca. 1890 ses tydeligt en rigt udsmykket portiere med bondo.
Da fotografiet er sort/hvid er det desværre ikke muligt at fastslå farverne på portieren, men det er nok ikke for meget at antage, at den har været prangende som resten af interiøret.
Portieren var ikke kun for de velhavende, da den praktiske funktion med at minimere træk i den grad var kærkommen i mere jævne og måske ligefrem fattige hjem. Men forskellen fra de overdådige portierer med smukke udsmykninger hos de kongelige og det finere herskab ses tydeligt. Her er der ikke kræset for detaljerne og tekstilet er af en mere grov karakter. Det skulle virke – der var ikke råd til at få det til at se pænt ud.
Billederne her er fra 1960 og 1961 og er begge taget af Mogens Falk-Sørensen, der var fotograf hos Københavns Stadsarkiv i 30 år fra 1944-1974. Flere billeder som disse kan ses på kbhbilleder.dk
Det var ikke kun i hjemmene, at portieren blev anvendt. Her er det fra Dyrbyes Kaffehandel på Østergade 37 i København i 1904, man kan se flere portierer i baggrunden. Disse var nok mest til pynt og for at vise at forretningen gik godt.
På det andet billede fra 1916 ses et møde i Handels- og Kontoristforeningen, der havde til huse på Kongens Nytorv; ”Med det Formaal at samle ældre og yngre Mænd af Handelsstanden; den giver Rejselegater til unge Handelsmænd.” Her ses en stor portiere til at indramme åbningen mellem de to sale, men det var også en ganske velhavende forening – adressen siger det jo ganske glimrende.
Også i litteraturen støder man på portieren. For eksempel nævner Sophus Schandorph portieren hele fem gange i sin roman ”Vilhelm Vangs Studenteraar” fra 1894.
Familien Vang er ikke som alle de andre københavnske familier fra det bedre borgerskab. Konferensråd og departementschef Vang stammer fra en gammel embedsmandsfamilie, som endda har boet i Algier og besidder en pæn formue. Den unge Vilhelm Vang er derimod anderledes end sin retskafne og fornuftige far. Hans mor er evigt bekymret for den unge mand, som tilbringer sine studenterår på en måde, der ikke nødvendigvis ender i en studentereksamen.
Det var indimellem, for datiden, stærke sager – læs bare med her nedenfor…
Uddrag fra Vilhelm Vangs Studenteraar af Sophus Schandorph
Vilhelm Vang sagde til Asta, da han førte hende fra Bords: – Jeg kunde have Lyst til at tale mere med Dem.
– Vil De ikke ind og have Cigar, Kaffe og Kognak? sagde hun med temmelig tydeligt Koketteri … Er det Deres Alvor? Ja, jeg vil for Resten ogsaa gerne tale med Dem … Vil De virkelig tale mere med mig?
Hun tog hans Haand og førte ham ind i Kabinettet.
Nogle Damer havde bemærket det og vendte Hovederne over deres Skuldre.
Asta tog stærkt i Vilhelms Arm:
– Ser De, sagde hun og pegede med Hovedet mod de tilbageskuende Damer.
Vilhelm blev overgiven og sagde:
– Frøken Dann . . . har De lært Naturhistorie paa Deres Kursus?
– Hvad mener De?
– Kan De huske en Fugl, der hedder Vendehals?
– Nej . . . Ha, ha, ha! Er der saadan nogle Fugle?
– Masser, som De ser. De kan ogsaa skrige op i vilden Sky.
– Kan De faa dem til at skrige, saa vil jeg give . . .
– Hvad?
– Aa, en Flaske Champagne til.
– Maa jeg da tillade mig at være nærgaaende?
Asta Dann saa paa ham, mødte et smilende alvorligt, aldeles ikke begærligt Blik.
– Ja, sagde hun. Gør hvad De vil.
Han tog hende om den trinde Talje med et baade blidt og kraftigt Tag, førte hende hen til en Sofa i en Niche prydet med store Portièregardiner.
Nej, hvor vendte Damerne Halse!
I dag ville man nok blive mere overrasket over portieregardinerne end over Vilhelms kurtisering af Asta. Og dog, for portieren er i den grad ved at vende tilbage. Både den dekorative effekt af smukke gardiner, der indrammer dørpartier, men også den praktiske funktion, hvor træk minimeres, efterspørges i disse energisparetider.
Hos GardinHuset kan vi levere smukke og funktionelle portierer uanset formålet – både med og uden bondo i matchende eller kontrastgivende tekstiler. Da vi har egen dansk systue kan praktisk talt alt lade sig gøre.
